tirsdag den 20. januar 2009
Himmelspejlet
I dag fik jeg tidligt fri fra arbejde. Vejret havde lege med ideen om forår hele dagen, og da jeg kom ud til den klare luft og den nedgående sol, var der intet andet for end at gå i botanisk have. Nogle gange er man heldig at ramme ind i små lommer af ekstraordinær ynde og ro, jeg ville gerne have delt det med nogen. Ligesom når man har hørt et eller andet utroligt man bare er ved at dø for at fortælle videre, fordi man ved man kan begejstre den man fortæller det til. Det bedste jeg kan tilbyde i dag er her:
mandag den 19. januar 2009
søndag den 11. januar 2009
Visuel melankoli.
Fragmenteret. -Kan jeg fortælle dig at.. Det er fredag. Ikke i dag, men igår. Jeg står med ryggen til.
En kvindestemme fortæller om et billede hun lige har købt. Det er på Mohs. Det figurerer knogler og indvolde. "Det virker så velkendt, jeg bliver helt tryg af at kigge på den slags efterhånden". Han svarre hende.
Uopfordret? "Tja. Folk vælge billeder af så mange forskellige grunde. Nogen køber det der har samme form som hullet i deres sjæl"
"Så er det lukket.."
Hørte du det også, eller hørte du det fra mig? Jeg syntes det var smukt. punktum.
En kvindestemme fortæller om et billede hun lige har købt. Det er på Mohs. Det figurerer knogler og indvolde. "Det virker så velkendt, jeg bliver helt tryg af at kigge på den slags efterhånden". Han svarre hende.
Uopfordret? "Tja. Folk vælge billeder af så mange forskellige grunde. Nogen køber det der har samme form som hullet i deres sjæl"
"Så er det lukket.."
Hørte du det også, eller hørte du det fra mig? Jeg syntes det var smukt. punktum.
lørdag den 27. december 2008
*
Igår var jeg ude at gå i skoven med min far. Landskabet var frosent, tilgroet, tåget og stille. Der var ikke nogen sti, så vi gik på må og få imellem tuer og træer. Jeg spurgte ham "hvor lang tid tror du det tager at lave sin egen sti, far?" Til det svarrede han "Det kommer vist helt an på hvor det er man går!"
Det synes jeg han har ret i! Både når det glæder skoven og andre stedder.
Det synes jeg han har ret i! Både når det glæder skoven og andre stedder.
tirsdag den 11. november 2008
mandag den 10. november 2008
Eye Candy
I lørdags var jeg i Valby, nærmere bestem Carl Jakobsens vej, for at tjekke galleri ud sammen med en rigtig god veninde. Det er sjovt for hun er virkeligt en af de personer jeg kender som forstår moderne kultur bedst, til trods for at hun kommer fra denne her lille bitte landsby på Fyn, og pt. nægter at forlade Århus! Lidt som Kant der skrev nogle af de mest indflydelsesrige værker i filosofiens historie, men aldrig i sit liv forlod den preussiske by Königsberg hvor han var født! Dette er egentligt et sidespor, men ikke desto mindre tankevækkende!
På Mogadishni, som viser en lidt kedelig udstilling lige nu, kom jeg pludseligt i tanke om noget meget fantastisk jeg så sidste gang jeg var der. Det er disse her virkeligt yndige og vulgære skulpturelle værker af den britiske kunstner Rebecca Stevenson, der i formen imiterer natur, men med overdådige og dekadente overflader.
Det som man ikke kan se på fotografierne er at mange af dyrene er udhulede i ryggen, og når man kiggede ned i dem ser man en skinnede klistret masse, der egentligt mindede meget om kirsebærsovs, fint dekoreret med nogle enkelt blomster. Udtrykket var en blanding af det enormt indtagende og appellerende der kammer over i noget svulstigt, samtidigt med at skulpturerne på baggrund af det hvide luftige rum de var udstillet i, fik en yndefuld, naiv og piget karakter. På mange måder mindede Rebecca Stevensons skulpturer således om scener fra Sofia Coppolas film Marie Antoinette.
Enjoy:
På Mogadishni, som viser en lidt kedelig udstilling lige nu, kom jeg pludseligt i tanke om noget meget fantastisk jeg så sidste gang jeg var der. Det er disse her virkeligt yndige og vulgære skulpturelle værker af den britiske kunstner Rebecca Stevenson, der i formen imiterer natur, men med overdådige og dekadente overflader.
Det som man ikke kan se på fotografierne er at mange af dyrene er udhulede i ryggen, og når man kiggede ned i dem ser man en skinnede klistret masse, der egentligt mindede meget om kirsebærsovs, fint dekoreret med nogle enkelt blomster. Udtrykket var en blanding af det enormt indtagende og appellerende der kammer over i noget svulstigt, samtidigt med at skulpturerne på baggrund af det hvide luftige rum de var udstillet i, fik en yndefuld, naiv og piget karakter. På mange måder mindede Rebecca Stevensons skulpturer således om scener fra Sofia Coppolas film Marie Antoinette.
Enjoy:
Abonner på:
Indlæg (Atom)
