Jeg har en stor taleboble, så pas på!

At træde ud af sin gadedør og ind i samfundet, er ligesom at træde ind i en samtale, beklageligvis er den samtale ikke en dialog, men en fossende strøm af uligevægtig kommunikation. Nogen taler med mange penge, igennem politiske og kommercielle medier, andre har kun deres egen analoge stemme at gøre indsigelser med.

Når man bevæge sig i byrummet, indgår man i en udveksling som man sjældent selv er bevidst, gaden er stedet hvor direkte visuelle udsagn møder vores syn, og vi selv hele tiden holder os informeret om hvilket samfund det er vi bor i.
Her i ligger der en dobbelt problematik, for det første kan det gøre mig stik tosset at diverse firmaer og virksomheder, hvis bankkonto er stor nok, igennem forskellige reklamestrategier flyder byen og folks hoveder op med fordrejede forestillinger og drømme, samt normative ideer, som kun modarbejder folks personlige frihed og lykke. Alle de her udsagn påvirker en, i den konstante proces hvor man hele tiden søger at afstemme sig selv i forhold til de ting der bliver sagt, råbt eller hvisket i ens øre. Udsagn om rigtigt og forkert, og om hvordan tingende vender i samfundets kollektive bevidsthed.
Jeg kan se enormt mange problematiske instanser i de udsagn og den kommunikation der forgår i byen, derfor vil jeg opfordre alle der ligesom mig føler at der er behov for a blive svaret igen, og at udsagnene bør nuanceres, til ikke bare at tænke det, men blande sig!
Jeg elsker Nørrebro for alle de skæve, fjollede og provokerende udsagn, som kommer fra virkelige personer, og som netop viser en at man ikke kun behøver at lytte. Jeg elsker tilmed alle de udsagn, jeg egentligt selv synes er helt hen i vejret, fordi de netop minder mig om at man ikke skal tro på alt hvad der bliver sagt, hverken fra toppen eller bunden, man er nød til at være sin egen kritiske rationalitet..

Jeg har en ny agenda, den er kønspolitisk.. jeg har for nylig fundet en stor taleboble, og jeg agter at bruge den!

Skyer der rækker ud efter jorden

Et klassisk reaktionsmønster på for meget frihed er en slag midlertidig lammelse, symptomerne indtræder hurtigt og giver sig til kende i både handlingsmønstre og afbrudt rationalitetstænkning.
De uafgrænsede muligheder, den retningsløse, fritsvævende tilstand af vægtløshed, holder en suspenderet, svævende som en lavthængende sky. Afventende den næste brise, kuling eller storm. Bevægelse der kan skabe bevægelse.
Man kan fra sit luftige fikspunkt, ikke nå den virkelighed som stadig bevæger sig metervis under en. Man forsøger, men skyer har ikke arme.

I situationer som denne kan det være ualmindeligt nyttigt at tage imod råd fra gode venner. Et sådant, er blandt andet dét jeg for nylig fik på en grøn bænk i Assistents kirkegården, over en kop kaffe med mælk. Nemlig, at dele de lammende forventninger til friheden op i mindre fragmenter, for på denne måde bedre at kunne håndtere både disse og de konkrete metoder til at indfri dem.
Således at man også undgår den blindgyde der præsenterer sig som en slag "tro" (med alle ordets relgiøse referencer) på at det berømte hele, forløsningen af alle forventningerne, skulle kunne indtræde på en og samme gang. Ved en enkelt hurtig meteorologisk ændring. Det danske vejr er trods alt for omskifteligt til den slags drømmende ideer!
Et af mine personlige fragmenter er:

New narratives for a new season

Når sollyset sent på eftermiddagen antage den umiskendelige gyldne karakter, der betyder at de mange andre ting, samme sollys sommeren igennem har næret og givet liv, snart vil forvandles til flammende og siden døde monomenter, over det tilbagevendende forløb der kaldes årets gang, -da er det blevet efterår.
Dette er min yndlings årstid af flere grunde, men primært er det en æstetisk præference. Det indtagende forfald som pludseligt omgiver en, er på samme tid enormt intenst, flygtigt, tyndt som papir og man mærker at der bag hver en skygge ligger et gennemsigtigt, men virkeligt, magasin af drømme, følelser og håb, der som dalende gule blad er faldet til jorden. Efteråret har en stor mørk undergrund af hemmelige gennemsteder, der bor ræve og insekter, og efteråret tager ting fra os, de placeres der, i opbevaring til et nyt forår. Ja efteråret er bestemt melankoliens årstid.

Der ud over betyder efteråret også starten på nye forløb, folk glemmer sig selv for at kunne studere eller arbejde, nogen flytter for at gøre netop dette, og andre igen rejser væk for et semester eller to. Det er en ny side i bogen, og den skal flydes ud.
Starten på disse forløb, er som regel forbundet med optimisme, vi glæder os til den endnu ufortalt fortælling om os selv, som vi gerne vil høre, og som vi kan læse vores drømme ind i. Vi bruger disse til at fylder vores eksistens med mening, de hjælper os til at forstå vores tilværelse som ladet med formål, man er på vej et sted hen, man følger en plan, man får sin personlige historie til at gå op.

Det vil sig, det gør en del af os.. andre står hér midt i efteråret og har mistet forbindelsen til den fortælling om livet, jeg for mit eget vedkommende er nået 25 år ind i. Hvordan skal man gå til sig selv, som levende liv, placeret midt i dynamiske og fremad rettede forløb, når man pludseligt er så fri at man er sat ud af bevægelse – stillestående.. Da kræves der nye narrativer, store eller små fortællinger til at fasthold tid, sted, rettethed og mening.

Jeg vil bruge dette her sted til at fortælle store og små historier, om de vil tilføje nogen form for mening til efterårets melankoli, det vil kun tiden vise..