Skyer der rækker ud efter jorden

Et klassisk reaktionsmønster på for meget frihed er en slag midlertidig lammelse, symptomerne indtræder hurtigt og giver sig til kende i både handlingsmønstre og afbrudt rationalitetstænkning.
De uafgrænsede muligheder, den retningsløse, fritsvævende tilstand af vægtløshed, holder en suspenderet, svævende som en lavthængende sky. Afventende den næste brise, kuling eller storm. Bevægelse der kan skabe bevægelse.
Man kan fra sit luftige fikspunkt, ikke nå den virkelighed som stadig bevæger sig metervis under en. Man forsøger, men skyer har ikke arme.

I situationer som denne kan det være ualmindeligt nyttigt at tage imod råd fra gode venner. Et sådant, er blandt andet dét jeg for nylig fik på en grøn bænk i Assistents kirkegården, over en kop kaffe med mælk. Nemlig, at dele de lammende forventninger til friheden op i mindre fragmenter, for på denne måde bedre at kunne håndtere både disse og de konkrete metoder til at indfri dem.
Således at man også undgår den blindgyde der præsenterer sig som en slag "tro" (med alle ordets relgiøse referencer) på at det berømte hele, forløsningen af alle forventningerne, skulle kunne indtræde på en og samme gang. Ved en enkelt hurtig meteorologisk ændring. Det danske vejr er trods alt for omskifteligt til den slags drømmende ideer!
Et af mine personlige fragmenter er: