Siden sidst jeg skrev har det vist sig at min antagelse om at en uopmærksom tivolimedarbejder havde glemt at lukke døren til spøgelseshuset, holder stik, Den slags skal man passe på med, da spøgelser er enormt rastløse og flyvske væsener. Det forekommer mig at der må være en del af slagsen på fri fod i disse dage. Jeg synes ligesom jeg kan fornemme det, måske fordi oktobernætterne, ligesom dagene, er fyldt op med en stille magi og en skønhed, der ligesom tiden hurtigt forgår, men som også er gul, venlig og varm. Jeg tror på venlige spøgelser.
Jeg var til Halloweenfest i går hos en veninde jeg ikke har set længe. Meget passende var det for enden af en lang villavej på ydre Frederiksberg, med rækker af store gamle træer på begge sider af gaden. De dryssede gule blade ned over mig, da jeg i det glødende skær fra gadelygterne, cyklede forbi. Det var tydeligvis en gammel gade, for alle træerne var helt knudrede, og haverne så tilvoksede og vilde ud. Igennem ruderne kunne man i de store byhuse se oplyste rum, med mangearmede lysestager og gamle malerier på væggene. Det var den slag gennemført virkeligheds set-up, der var så afrundet i sit udtryk, at man følte man befandt sig i en kulisse til en film.
Som det for den opmærksomme læser vil fremgå, er jeg altså selv ret fascineret af den gennemsigtige, hviskende og mørke efterårsæstetik. Derfor var det også med et undertrykt smil på læben, jeg gik ud af min gadedør i går aftes, med hvid ansigstmaling, og en slags vampyrbruds-styling.Jeg forstillede mig at jeg ville kunne chokere nogle små børn, alkoholikere og gamle damer. Desværre var det faktisk helt utroligt få mennesker som lagde mærke til min unormale fremtoning, og jeg cyklede helt fra Hesseløgade til C.F. Richsvej (hvilket er langt). Mens dette var mig en anelse skuffende, får det mig også til at glæde mig enormt meget til onsdag, og projekt Ghost Ride. Jeg vil gerne vende folks opmærksomhed imod de små magiske hændelser, som faktisk tager sted rundt om dem, langt oftere end de tror. Det handler bare om at kigge op.. og se et spøgelse i øjnene. De findes i byrummet, de leger i efterårsvinden.
Midlake - Young Bride
søndag den 19. oktober 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar