*

Igår var jeg ude at gå i skoven med min far. Landskabet var frosent, tilgroet, tåget og stille. Der var ikke nogen sti, så vi gik på må og få imellem tuer og træer. Jeg spurgte ham "hvor lang tid tror du det tager at lave sin egen sti, far?" Til det svarrede han "Det kommer vist helt an på hvor det er man går!"

Det synes jeg han har ret i! Både når det glæder skoven og andre stedder.

Det er mine suk der drypper i parken!

På en regnvejrs dag:

Eye Candy

I lørdags var jeg i Valby, nærmere bestem Carl Jakobsens vej, for at tjekke galleri ud sammen med en rigtig god veninde. Det er sjovt for hun er virkeligt en af de personer jeg kender som forstår moderne kultur bedst, til trods for at hun kommer fra denne her lille bitte landsby på Fyn, og pt. nægter at forlade Århus! Lidt som Kant der skrev nogle af de mest indflydelsesrige værker i filosofiens historie, men aldrig i sit liv forlod den preussiske by Königsberg hvor han var født! Dette er egentligt et sidespor, men ikke desto mindre tankevækkende!

På Mogadishni, som viser en lidt kedelig udstilling lige nu, kom jeg pludseligt i tanke om noget meget fantastisk jeg så sidste gang jeg var der. Det er disse her virkeligt yndige og vulgære skulpturelle værker af den britiske kunstner Rebecca Stevenson, der i formen imiterer natur, men med overdådige og dekadente overflader.
Det som man ikke kan se på fotografierne er at mange af dyrene er udhulede i ryggen, og når man kiggede ned i dem ser man en skinnede klistret masse, der egentligt mindede meget om kirsebærsovs, fint dekoreret med nogle enkelt blomster. Udtrykket var en blanding af det enormt indtagende og appellerende der kammer over i noget svulstigt, samtidigt med at skulpturerne på baggrund af det hvide luftige rum de var udstillet i, fik en yndefuld, naiv og piget karakter. På mange måder mindede Rebecca Stevensons skulpturer således om scener fra Sofia Coppolas film Marie Antoinette.
Enjoy:

Det sagde du bare ik´!!

Aftenshowet på DR har lavet et indslag som hedder "Søren Fauli i oprør!" Her kan man i forbindelse med Faulis udstillingen "Kvinder Ingen Adgang" på Mohs galleriet, høre Søren udtale sig om hvorfor han er træt af feminister og imod ligestilling.
Alt respekt for at manden siger at han prøver at sætte gang i en debat, det er der bestemt brug for, men Faulis argumenter er på grænsen til det usammenhængende, og hele diskursen omkring ligestilling er simpelthen for ussel.

Fauli, der ligger ud med at konstaterer at han egentligt har det meget godt som mand, argumenterer dybest set at for meget ligestilling gør, at kvinder ikke længere har brug for mænd. Fx. siger han at mænd ikke skal have mere i løn end kvinder fordi de er bedre end kvinder, men fordi de er dårligere. Kvinden har som udgangspunkt i følge Fauli nemlig det fortrin, at det er hende der sidder med det kort på hånden at hun kan føde børn.
Hvor skal man begynde? For det første får kvinder ikke bare lavere løn i præcist de samme stillinger som mænd, det er også oftest dem der har de jobs som i forvejen er dårligst betalt. Dertil kommer at kvinder i forbindelse med fødsler er meget væk fra deres arbejde, det forventes også at hun er den der primært tager sygedage, og på andre måder nedprioriterer sit eget, mindre vigtige arbejde for at være sammen med barnet. Dette skaber en situation hvor kvinder fx. har en meget lavere pensionsopsparing end mænd, og virkeligt kan være fucked, hvis de ikke finder ind i den klassiske familiestruktur, med en ægtemand der trækker de store beløb hjem til husholdet! For det andet beklager Fauli sig og siger: ”Hvis jeg gør en kvinde gravid og ikke vil have barnet, kan hun hænge mig op på det! Hvis jeg gør en kvinde gravid og hun ikke vil have barnet, kan hun bare få en abort!”
Det er rigtigt at det er kvinden som død og pine ”har” barnet, evnen til at føde børn har så vidt jeg kan forstå altid været en kilde til had og jalousi imod kvinder.
At kunne få børn er bestem ikke kun en magtposition, det er jo også grunden til at kvinder i deres liv gennemgår rigtig meget smerte, og at sige at man altid kan få en abort er helt uproportioneret, en abort er en virkelig hård og forvirrende ting at gå igennem, det er ikke noget man bare gør! Desuden lever de enelige mødre jeg kender, ikke ligefrem en dans på roser.

Fauli siger desuden at han, når han læser artikler hvor der står at kvinder er bedre ledere end mænd, høre at mænd er dårligere ledere end kvinder. Det får ham til at tude! Jeg kan pt. ikke finde en statistik der viser hvor mange henholdsvis mandlige og kvindelige ledere der er i Danmark, men jeg kan citerer Gretelise Holm for at der i Danmark fx. er 98 kommunaldirektører, i 2008 er 4 af dem kvinder! Mænd tjener derudover i gennemsnit 37,2 % mere end kvinder. Er det underligt at man forsøger at hype kvinder i forhold til arbejdsmarkedets høje stillinger?

Alt i alt virker det som om Fauli falder i en kategori af mænd der føler sig bange og frustrerede fordi de ikke længere kan være sikre på den privilligerede situation og den samfundsmæssige magt de altid har haft i kraft af deres køn. Eller joker han faktisk bare (jeg er ikke helt sikker)?
Jeg synes det er enormt nedbrydende at angribe feminisme i et land der på så mange måder allerede lakker bag ud i forhold til ligestilling.

Derud over forstår jeg ikke hvorfor Pernille Rosenkrantz-Theil (som åbenbart selv er på barsel), og som er med i programmet for at forsvare ligestilling og kvinders rettigheder, tandløst prøver at feje det hele ind under tæppet. Det er som om der er en generel mistillid til kvinder der tør tilkende sig at de er feminister, ja gud forbyde at man skulle blive sat i den kategori! Måske er Pernille bange for hvad det vil betyde for hendes egen politiske fremtid, hvis hun begynder at udtale sig for kønspolitisk! At der er denne slags feminisme-forskræmte holdning i Danmark er vel uundgåelig, når dagsordnen bliver sat af mænd som Fauli der (bogstaveligtalt) maler billeder af kvinder i magtpositioner, for at stigmatiserer og håne dem.
Fauli vil åbenbart have at kvinden skal finde tilbage til den underkastede femininitet, hvor hun ikke sætter hans maskulinitet og magtposition i fare, ved at kræve lige rettigheder for alle borgere i det danske samfund. Hva fan?

Fauli i Oprør!

Baby doll i recognize, you're a hideous thing inside!

Mine tegninger tematiserer lige nu old school bryllups scenarier, de er inspireret af en simpel og lukket verden, hvor natur, magi, tradition og familie er vigtige elementer. I dag har jeg øvet mig på at tegne petroliumslamper, grammofoner, skibe i flasker, dyrehoveder og barbergrej!

Samtidigt er jeg igen dødforelsket i TV on the Radio! Hør Dirtywhirl og Wolf Like Me ("baby doll i recognize, you're a hideous thing inside")
Nej, hør det hele!

Wolf Like Me
Dirtywhirl

Ghost World

Sidste uges spøgerier kulminerede i et lettere humoristisk senarie, hvor mit værelse i lørdags var helt fyldt op med nyvaskede lagner som hang til tørre. Det havde været passende hvis der havde stået "Ghost World" på min dør!
Samme dag fik jeg et næsten hemmeligt brev, sendt fra de fortabte børns by ♥ - i brevet var der et postkort med billedet af et spøgelse (meget passende skræmmer spøgelset på postkortet vasketøj!) På bagsiden står der "Bøh!"
Og ja; Onsdagens fine event åbenbarede sig for de heldige, (og enkelte skræmte) forbipasserende som et spøgelsesoptog, hvor fem hvide silhuetter cyklede igennem natten og indre København, med lysende lygter i hænderne. Akkompagneret af etherisk, støvet vals og skramlede lydbilleder fra et Lynch-agtigt fantasirum. Det var en magisk aften, og jeg tror både at magien konkretiserede sig for os spøgelser, samtidigt med at den smittede af der ude, om ikke andet så bare lidt!





Der er bestemt brug for magien, især på dage som i dag, hvor jeg pludseligt forstår hvorfor de kalder det for vintertid. Yikes, så meget mørke på en dag, det er nærmest umenneskeligt!
Heldigvis findes der mange former for magi, faktisk kan det være de simpleste ting der lyser op, forundre og giver en dén der følelse af oprigtig glæde, uden alle mulige mellemregninger.

I dag glemte jeg at man ikke må grine ude på gaden når man er alene. Jeg var på vej ned for at købe ind, og opdagede pludseligt at jeg bor lige rundt om hjørnet fra et renseri der kalder sig selv "Renseriet - Tøjets ven!" What, altså ligesom fx. Biblioteket, Bøgernes ven, Slagteren, Kødets ven? Eller er det bare en form for ordspil over det velkendte "..., damernes ven"?? (Skørt, men dejligt fjollet!)

Look up, it´s magic!

Siden sidst jeg skrev har det vist sig at min antagelse om at en uopmærksom tivolimedarbejder havde glemt at lukke døren til spøgelseshuset, holder stik, Den slags skal man passe på med, da spøgelser er enormt rastløse og flyvske væsener. Det forekommer mig at der må være en del af slagsen på fri fod i disse dage. Jeg synes ligesom jeg kan fornemme det, måske fordi oktobernætterne, ligesom dagene, er fyldt op med en stille magi og en skønhed, der ligesom tiden hurtigt forgår, men som også er gul, venlig og varm. Jeg tror på venlige spøgelser.

Jeg var til Halloweenfest i går hos en veninde jeg ikke har set længe. Meget passende var det for enden af en lang villavej på ydre Frederiksberg, med rækker af store gamle træer på begge sider af gaden. De dryssede gule blade ned over mig, da jeg i det glødende skær fra gadelygterne, cyklede forbi. Det var tydeligvis en gammel gade, for alle træerne var helt knudrede, og haverne så tilvoksede og vilde ud. Igennem ruderne kunne man i de store byhuse se oplyste rum, med mangearmede lysestager og gamle malerier på væggene. Det var den slag gennemført virkeligheds set-up, der var så afrundet i sit udtryk, at man følte man befandt sig i en kulisse til en film.

Som det for den opmærksomme læser vil fremgå, er jeg altså selv ret fascineret af den gennemsigtige, hviskende og mørke efterårsæstetik. Derfor var det også med et undertrykt smil på læben, jeg gik ud af min gadedør i går aftes, med hvid ansigstmaling, og en slags vampyrbruds-styling.Jeg forstillede mig at jeg ville kunne chokere nogle små børn, alkoholikere og gamle damer. Desværre var det faktisk helt utroligt få mennesker som lagde mærke til min unormale fremtoning, og jeg cyklede helt fra Hesseløgade til C.F. Richsvej (hvilket er langt). Mens dette var mig en anelse skuffende, får det mig også til at glæde mig enormt meget til onsdag, og projekt Ghost Ride. Jeg vil gerne vende folks opmærksomhed imod de små magiske hændelser, som faktisk tager sted rundt om dem, langt oftere end de tror. Det handler bare om at kigge op.. og se et spøgelse i øjnene. De findes i byrummet, de leger i efterårsvinden.
Midlake - Young Bride

Returning from the darkness, of autumns inbetween spaces.

Jeg kørte ud i natten, alene på min cykel, ned gennem gaderne, for at finde noget lys!
Jeg taler mere specifikt om Illuminarts nye værker, der kl. 20.00 projiceredes op på de store nye, hårde og mekaniske bygninger i Ørestaden.. mine intentioner med aftenens rute er imidlertid uvedkommende, det er heller ikke hvad jeg fandt ved færdens endemål, jeg her skal berette om. Det som er væsentligt kære læser, er imidlertid den oplevelse af rum, i spændet mellem lys og mørke, som jeg bevægede mig igennem derude, i efterårets kulde - jeg har stadig røde kinder!
Jeg har været mange steder iaften, rundt omkring i hele byen, meget af veje kendte jeg, men allerede kort tid efter at være kørt over Langebro forsvandt jeg ud over kanten, på kortet i mit hoved, og valgte derefter vilkårlige gader, mens jeg håbede på det bedste!
Turen viste mig et nyt byrum, nemlig det som passer til oktober - gader der er omkranset af mørke og inden under mørkets væge, gule blade som rosetter og guillander.
I dette rum mødes man af et glødende lys, dette har forskellige oprindelseskilder, noget lys er langt bort, andet er nært -og meget af det er vinduer der svæver omkring én, som små skinnende lamper. Dette senarie sætter min fantasi igang, hen imod græskarlygter, sorte katte og venlige spøgelser.

At køre forbi tivoli var som i stjålne glimt af nærme sig en vidunderlig og fremmed verden, der med sin skønhed og stilhed lader en vide at der som i et kinesisk eventyr kan ske forfærdelige ting for den, som bryder lysets illusion.. Tivoli virkede i aften en lille smule skræmmende på mig, jeg kørte nok og drømte lidt for meget, men det er svært at lade være, med alt det lys og alt den lokale magi på gaderne! Jeg synes ihvertfald at Tvioli igennem de store metalgittre, fortalte at døren til spøgelseshuset var blevet efterladt på klem, og at der bag hvert et en glødende lampe gemte sig en skygge! Det hele mindede mig om et billede, man kunne se i en legetøjskikkert, hos min farmor, da jeg var barn.

På Amagersiden af vandet blev jeg i min vildfarelse først ført ud i mørket, hvor de varme glødende lys pludselig kun kunne ses i det fjerne, som om det var stjerner man kiggede på fra et øde ørkenlandskab. Heldigvis stødte jeg på en sti af blå lamper der viste mig tilbage på den rette vej igen!




Efter denne spændende ekspedition, er jeg nu kommet HJEM! Ja, til mit eget lys, som måske er fra Ikea, men ikke desto mindre er det også glødende og varmt - jeg er så glad for endeligt at have fået et hjem, med lys, midt i mørket!

Jeg anbefaler alle, at cykle en tur alene, i oktobers magiske og glødende, kolde og blæsende byrum - og bagefter at cykle hjem til varmen i deres eget, private rum.. og så sæt dog Bjørks Vespertine på, for pokker!
http://hypem.com/search/heirloom/1/

Jeg har en stor taleboble, så pas på!

At træde ud af sin gadedør og ind i samfundet, er ligesom at træde ind i en samtale, beklageligvis er den samtale ikke en dialog, men en fossende strøm af uligevægtig kommunikation. Nogen taler med mange penge, igennem politiske og kommercielle medier, andre har kun deres egen analoge stemme at gøre indsigelser med.

Når man bevæge sig i byrummet, indgår man i en udveksling som man sjældent selv er bevidst, gaden er stedet hvor direkte visuelle udsagn møder vores syn, og vi selv hele tiden holder os informeret om hvilket samfund det er vi bor i.
Her i ligger der en dobbelt problematik, for det første kan det gøre mig stik tosset at diverse firmaer og virksomheder, hvis bankkonto er stor nok, igennem forskellige reklamestrategier flyder byen og folks hoveder op med fordrejede forestillinger og drømme, samt normative ideer, som kun modarbejder folks personlige frihed og lykke. Alle de her udsagn påvirker en, i den konstante proces hvor man hele tiden søger at afstemme sig selv i forhold til de ting der bliver sagt, råbt eller hvisket i ens øre. Udsagn om rigtigt og forkert, og om hvordan tingende vender i samfundets kollektive bevidsthed.
Jeg kan se enormt mange problematiske instanser i de udsagn og den kommunikation der forgår i byen, derfor vil jeg opfordre alle der ligesom mig føler at der er behov for a blive svaret igen, og at udsagnene bør nuanceres, til ikke bare at tænke det, men blande sig!
Jeg elsker Nørrebro for alle de skæve, fjollede og provokerende udsagn, som kommer fra virkelige personer, og som netop viser en at man ikke kun behøver at lytte. Jeg elsker tilmed alle de udsagn, jeg egentligt selv synes er helt hen i vejret, fordi de netop minder mig om at man ikke skal tro på alt hvad der bliver sagt, hverken fra toppen eller bunden, man er nød til at være sin egen kritiske rationalitet..

Jeg har en ny agenda, den er kønspolitisk.. jeg har for nylig fundet en stor taleboble, og jeg agter at bruge den!

Skyer der rækker ud efter jorden

Et klassisk reaktionsmønster på for meget frihed er en slag midlertidig lammelse, symptomerne indtræder hurtigt og giver sig til kende i både handlingsmønstre og afbrudt rationalitetstænkning.
De uafgrænsede muligheder, den retningsløse, fritsvævende tilstand af vægtløshed, holder en suspenderet, svævende som en lavthængende sky. Afventende den næste brise, kuling eller storm. Bevægelse der kan skabe bevægelse.
Man kan fra sit luftige fikspunkt, ikke nå den virkelighed som stadig bevæger sig metervis under en. Man forsøger, men skyer har ikke arme.

I situationer som denne kan det være ualmindeligt nyttigt at tage imod råd fra gode venner. Et sådant, er blandt andet dét jeg for nylig fik på en grøn bænk i Assistents kirkegården, over en kop kaffe med mælk. Nemlig, at dele de lammende forventninger til friheden op i mindre fragmenter, for på denne måde bedre at kunne håndtere både disse og de konkrete metoder til at indfri dem.
Således at man også undgår den blindgyde der præsenterer sig som en slag "tro" (med alle ordets relgiøse referencer) på at det berømte hele, forløsningen af alle forventningerne, skulle kunne indtræde på en og samme gang. Ved en enkelt hurtig meteorologisk ændring. Det danske vejr er trods alt for omskifteligt til den slags drømmende ideer!
Et af mine personlige fragmenter er:

New narratives for a new season

Når sollyset sent på eftermiddagen antage den umiskendelige gyldne karakter, der betyder at de mange andre ting, samme sollys sommeren igennem har næret og givet liv, snart vil forvandles til flammende og siden døde monomenter, over det tilbagevendende forløb der kaldes årets gang, -da er det blevet efterår.
Dette er min yndlings årstid af flere grunde, men primært er det en æstetisk præference. Det indtagende forfald som pludseligt omgiver en, er på samme tid enormt intenst, flygtigt, tyndt som papir og man mærker at der bag hver en skygge ligger et gennemsigtigt, men virkeligt, magasin af drømme, følelser og håb, der som dalende gule blad er faldet til jorden. Efteråret har en stor mørk undergrund af hemmelige gennemsteder, der bor ræve og insekter, og efteråret tager ting fra os, de placeres der, i opbevaring til et nyt forår. Ja efteråret er bestemt melankoliens årstid.

Der ud over betyder efteråret også starten på nye forløb, folk glemmer sig selv for at kunne studere eller arbejde, nogen flytter for at gøre netop dette, og andre igen rejser væk for et semester eller to. Det er en ny side i bogen, og den skal flydes ud.
Starten på disse forløb, er som regel forbundet med optimisme, vi glæder os til den endnu ufortalt fortælling om os selv, som vi gerne vil høre, og som vi kan læse vores drømme ind i. Vi bruger disse til at fylder vores eksistens med mening, de hjælper os til at forstå vores tilværelse som ladet med formål, man er på vej et sted hen, man følger en plan, man får sin personlige historie til at gå op.

Det vil sig, det gør en del af os.. andre står hér midt i efteråret og har mistet forbindelsen til den fortælling om livet, jeg for mit eget vedkommende er nået 25 år ind i. Hvordan skal man gå til sig selv, som levende liv, placeret midt i dynamiske og fremad rettede forløb, når man pludseligt er så fri at man er sat ud af bevægelse – stillestående.. Da kræves der nye narrativer, store eller små fortællinger til at fasthold tid, sted, rettethed og mening.

Jeg vil bruge dette her sted til at fortælle store og små historier, om de vil tilføje nogen form for mening til efterårets melankoli, det vil kun tiden vise..