Jeg har en stor taleboble, så pas på!

At træde ud af sin gadedør og ind i samfundet, er ligesom at træde ind i en samtale, beklageligvis er den samtale ikke en dialog, men en fossende strøm af uligevægtig kommunikation. Nogen taler med mange penge, igennem politiske og kommercielle medier, andre har kun deres egen analoge stemme at gøre indsigelser med.

Når man bevæge sig i byrummet, indgår man i en udveksling som man sjældent selv er bevidst, gaden er stedet hvor direkte visuelle udsagn møder vores syn, og vi selv hele tiden holder os informeret om hvilket samfund det er vi bor i.
Her i ligger der en dobbelt problematik, for det første kan det gøre mig stik tosset at diverse firmaer og virksomheder, hvis bankkonto er stor nok, igennem forskellige reklamestrategier flyder byen og folks hoveder op med fordrejede forestillinger og drømme, samt normative ideer, som kun modarbejder folks personlige frihed og lykke. Alle de her udsagn påvirker en, i den konstante proces hvor man hele tiden søger at afstemme sig selv i forhold til de ting der bliver sagt, råbt eller hvisket i ens øre. Udsagn om rigtigt og forkert, og om hvordan tingende vender i samfundets kollektive bevidsthed.
Jeg kan se enormt mange problematiske instanser i de udsagn og den kommunikation der forgår i byen, derfor vil jeg opfordre alle der ligesom mig føler at der er behov for a blive svaret igen, og at udsagnene bør nuanceres, til ikke bare at tænke det, men blande sig!
Jeg elsker Nørrebro for alle de skæve, fjollede og provokerende udsagn, som kommer fra virkelige personer, og som netop viser en at man ikke kun behøver at lytte. Jeg elsker tilmed alle de udsagn, jeg egentligt selv synes er helt hen i vejret, fordi de netop minder mig om at man ikke skal tro på alt hvad der bliver sagt, hverken fra toppen eller bunden, man er nød til at være sin egen kritiske rationalitet..

Jeg har en ny agenda, den er kønspolitisk.. jeg har for nylig fundet en stor taleboble, og jeg agter at bruge den!